Transgressor
Solo.

Premiere 29. april 1995, Pradillo Teatret, Madrid.


Han lufter sine glammende hunde. Han råber ud i natten.
Han har spist en masse kød, og slikker sig ren.
Han binder et lagen om livet og improviserer et syret religiøst ritual.
Han står helt alene i mørket. Han pisser i bukserne.


Idé, koreografi og dans: Anders Christiansen
Musik: Brahms; P.J. Harvey; Nasa Voyager Space Sounds - Saturn; glammende hunde
Lyddesign: Finn Sandø og Anders Christiansen
Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen
Produktion: (stillleben), KIT

Varighed:25 minutter




Pressecitater:
Ud i kroppens risikozoner.
”Når den unge koreograf Anders Christiansen danser The Scorpion and other Tales eller lader ballettens Tornerose få sig et gennemborende stik, lever han i bedste forstand op til skorpionens natur. Med Transgressor, hans nye soloforestilling på Kaleidoskop, søger han konsekvent at trænge ind i kroppens risikozoner. Et tusmørkefelt, hvor den menneskekrop, vi mener at kende så godt, pludselig langer ud med en skræmmende fremmedartethed. Lige så hjerteskærende som grinagtigt, frydefuldt som ubehageligt. Med et hurtigt stik kan en situation ændres radikalt – fatalt. Enhver situation bærer sin undergang i sig. Det ligger i selve den korporlige, koreografiske natur.

Alt sammen handler det om, hvordan man spæger kødet. Om kroppens tvivlsomme, men uomgængelige substans og jagten efter forvandling. Som var det selve dansens – ballettens – underliggende forløsningshistorie og kødets opstandelse, Anders Christiansen her vil trænge ind til.

…Det er koreografi blottet for publikumsvenlige udråbstegn og forklarende bindeled. Konstruktionen er grov med uldne sammenføjninger eller rå klip fra situation til situation. Således går Anders Christiansen i Transgressor, aftenens premierenyhed, helt materielt til værks for at skildre forløsningens vej. Efter at have gnasket en skål blodige knogler i sig, går han i lag med ophøjelsens ritualer, kronraget som en asiat-munk. Cirkler sig ind i discount riskorn, leviterer med haltehop og svinger med skuldertasken som røgelseskar.”
Monna Dithmer (Politiken, 26. juni 1995)

 





Usædvanligt dansetalent alene på scenen.
“Anders Christiansen arbejder med helt små trin og armbevægelser, som han fylder med betydning og kraft, næsten som om hver bevægelse rummede kimen til en historie. Han har udviklet et formsprog, som er helt hans eget. ...Og så brager hans intense ansigt og personlighed ud over scenekanten - hele tiden i balance mellem det stærke og det hudløst sårbare.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 23. juni 1995)






Opførelser:

Kaleidoskop, København, 21-24 juni 1995 (del af soloprogrammet ’Transgressor’).
Junge Hunde / Kampnagel, Hamburg, 5-7 maj 1995.
Dansk Aften, arr. af KIT / Pradillo Teatret, Madrid, 29-30 april 1995.


Transgressor blev produceret med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Dansk Skuespillerforbunds Koreograflegat og Københavns Kulturfond.



tilbage


Fotograf: Anette Grunnet
På alle billeder Anders Christiansen