(stillleben) præsenterer koreograf og danser Anders Christiansen

"Jeg ser det som min mission at erobre et rum, hvor den menneskelige eksistens kan behandles med hud og hår. I mine forestillinger forsøger jeg igennem enkelhed at skabe et fysisk udtryk, der er let genkendeligt i sin struktur. Jeg interesserer mig mere for dansens mulighed for at udstille og diskutere kroppen/individet, end for kroppens fysiske potentiale."
Anders Christiansen

Anders Christiansen er en ener på den danske danse- og performancescene. Han har med stor konsekvens fulgt sine egne veje, og han har skabt en lang række banebrydende soloforestillinger og flere større ensembleværker. Hans billedstærke udtryksform befinder sig et sted imellem moderne dans, performanceteater og installationskunst.

Anders Christiansen har skabt mere end 30 danseværker. Hans forestillinger er blevet præsenteret på teatre og festivals i Norden, Baltikum, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, USA og Sydafrika.

Anders Christiansen er født i 1964. Han begyndte med at danse som 21-årig og studerede bl.a. butoh-dans og klassisk ballet. Efter et kortere ophold som elev på den anerkendte Volkwang Hochshule i Essen, Tyskland, blev han i 1989 optaget på det helt nyetablerede, European Dance Development Center - en 4-årig danseuddannelse under Hogeschool voor de Kunsten, Arnhem, Holland. Skolen var i disse år stærkt eksperimenterende både i stil og undervisningsmetoder. Hovedparten af skolens lærerkræfter blev importeret fra USA, og havde deres baggrund i releaseteknik, improvisation og performanceteater. Skolen lagde stor vægt på elevernes kreativitet, og selvom man officielt uddannede dansere var det nærmere en koreografisk uddannelse.

Anders Christiansen vendte hjem til Danmark i 1993 og begyndte snart at opføre sine soloværker på mindre venues i København. Han vakte hurtigt stor opmærksomhed med sit arbejde og blev allerede i 1995 tildelt det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. Samme år støttede Teaterrådet produktionen af hans store gennembrudsforestilling DRY – den ultimative regndans.

I pressen er Anders Christiansen blevet kaldt for "minimalismens stormester" og "Mr. Strange Guy no. 1" i dansk dans. I 2004 skrev anmelderen Janus Kodal om ham i Politiken: "Overalt, hvor denne nærværets havemand kommer frem på scenen, er han som en alkymist i sit laboratorium. Den mand søger ikke, han finder. Han opfinder måder at betræde scenen på, som ingen før har gjort det. Og det rammer én dybt med humor, skæbne og rørende lethed. Der er jo det fortryllende ved kunsten, at den ser så forbandet let ud, når den lykkes. Og det her, det må jeg sige, det sælger bare sig selv med en troldmands totale nyformulering af, hvordan scenen kan bruges."

Siden 1995 er Anders Christiansens forestillingsprojekter for kompagniet (stillleben), blevet støttet kontinuerligt af Teaterrådet / Statens Kunstråds Scenekunstudvalg.
Han har endvidere koreograferet til bl.a. Den Kongelige Ballet (1995), Åben Dans (1998), Nyt Dansk Danseteater (2003) og Mancopy (2006). Senest koreografi til det canadiske danseprojekt ”Straight right ou l'art d'être Nulle part Ailleurs” (2012) og instruktion af musikforestillingen ”Konsertspektakel” i Malmö (2014).

Udover at optræde i sine egne forestillinger har Anders Christiansen også danset i andre koreografers værker - senest Helle Bach (2010), Cantabile 2 (2011) og E.K.K.O. (2012).

Download C.V. HER



Fotograf: Stuart McIntyre